Gensyn med Patharghata

De sidste 3 dage har jeg været i Patharghata, hvor jeg boede 1½ måned i forbindelse med mit speciale for 2 år siden. Og det var fantastisk at være tilbage igen. Mange af de mennesker jeg lærte at kende sidst, var der stadig – og det var rigtig dejligt at møde 'gamle venner' efter 2 uger med nye mennesker hele tiden.

Mit besøg rygtedes hurtigt. Jeg ankom om eftermiddagen og blev installeret i mit 'gamle værelse' (med de lyserøde myggenet og et badeværelse med lidt for store edderkopper), og kort efter kiggede de første gæster forbi. Næste morgen var der fyldt med tilskuere da jeg skulle spise morgenmad...både kendte og ukendte var dukket op for at se 'giraffen' – og ikke så snart havde jeg spist den sidste mundfuld dahl før den store fotoseance gik i gang – alle skuelle have et billede sammen med hende den blege). I løbet af de næste dage mødte jeg flere som jeg ikke havde set før, men som kunne huske at der for et par år siden havde været to danske kvinder i byen (og det obligatoriske spørgsmål det fulgte var i ægte Linie3-stil: hvor er den anden?) så ville lige hilse på.Tjaa... et vidst indtryk gør det åbenbart når to unge kvinder alene(!) forvilder sig ud i en fattig bangladeshisk fiskerby.

Khaled, der er leder af den lokale udviklingsorganisation Sankalpa Trust, havde påtaget sig værtsrollen (som den eneste der kunne engelsk). På forhånd var jeg lidt spændt på hvad jeg ville komme til at bruge dagene på. Men Khaled havde åbenbart lagt en plan, så jeg kom langtfra til at kede mig. Han tog mig rundt at se en masse forskellige steder i området og sørgede for at jeg mødte alle de rigtige mennesker:)

Når cyklonen rammer

Den første tog Khaled mig med ud til kysten ved den Bengalske Bugt, hvor cyklonen Sidr ramte hårdt i november 2007 og kostede 5-10.000 mennesker livet. Derudover mistede mange mennesker alt og blev efterladt i ekstrem armod. I maj 2009 blev området ramt af orkanen Aila, der kostede over 5.000 livet og gjorde 1 million mennesker hjemløse. Området er i forvejen meget fattigt og lider under at være langt fra industri og offentlige services, som hospitaler, skoler, etc.

4 år efter Sidr lider områdets beboer stadig under konsekvenserne. Kysten blev ramt som det første og digerne er stadig ikke udbedret i dag. Hvert år lover regeringen at nu reparerer de stedet, men endnu intet er sket. Så snart vi ankom begyndte folk at samles om os og ville vide om jeg var fra en udenlandsk regering, der ville støtte genopbygningen af området. Jeg måtte desværre skuffe dem.

På et tidspunkt pegede Khaled på et område, hvor der ikke var andet end græs og et par små buske og fortalte at før Sidr, lå der en landsby...!

På vejen mødte vi en mand trækkende med et lad med en stor vanddunk. Der er ikke adgang til rent drikkevand i området, så han henter vand i byen og deler det ud til folk. Vognen blev trukket med håndkraft og vejene derud er hullede og snævre, så det må være ret begrænset hvor meget vand der kan bringes ad gangen til de 15.000 mennesker der bor i området. Vandet i området er meget saltholdigt, men mange har ikke andet valg end at koge det og prøve at gøre det drikkebart.

Efter Sidr har mange donorer hjulpet med at få bygget endnu flere sheltere (huse på stolper, hvor beboerne kan søge tilflugt i tilfælde af orkan og oversvømmelser), men i kystområdet, der er i højrisikozonen, er der stadig kun 2 sheltere med 2 kilometers mellemrum til 15.000 mennesker?!

Det var hårdt at se det sted og møde de mennesker som man ellers kun har læst om ellers et i tv. Sidst jeg var i Bangladesh blev vi også konfronteret med konsekvenserne af Sidr, men det berørte mig stadig meget at høre alle historierne igen. Og det gør det ikke nemmere at bære at det statistisk set kun er et spørgsmål om tid før området rammes igen. Forhåbentlig er de til den tid bedre i stand til at møde katastrofen....

Verdens længste strand

Der blev dog også tid til noget lidt mere muntert og turist-agtigt. Den sidste dag tog Khaled mig hele vejen til Kuakata Beach, som er verdens længste strand og ligger ud til den Bengalske Bugt. Turen tog 5 timer bag på motorcykel (+ 5 korte sejlturer i små træbåde når floderne skulle krydses) hver vej. Men det var en fantastisk tur. Jeg er helt solgt til den flotte og meget frodige bangladeshiske natur. Da vi nåede frem var solen på sit højeste og vejret var så skønt som man kan forlange når man er på en strand. Desværre var der ikke noget med at nyde en dukkert – for Iï Bangladesh er kvinder forment adgang i alle offentlige søer, damme og udendørsbade mm. (bortset fra hvis der er lukket helt af så ingen uønskede øjne kan kigge ind). Men stranden var fantastisk og helt ubeskrivelig og det var bestemt hele turen værd.

Turen går til...

Efter et par mere afslappende dage går turen igen nordpå til Joypurhat i det nordvestlige Bangladesh hvor jeg skal være en uge – og holde jul...hvordan det så ender med at blive....