søndag den 18. december 2011

Miss Ania from far away

I går havde daghøjskolen jeg bor på arrangeret en tegnekonkurrence for de yngste skoleelever i det omkringliggende område. Det er åbenbart noget man har flere steder i Bangladesh, men som regel kun i byerne. Derfor havde skolen stablet sin egen på benene for at vise at børn på landet også kan være store kunstnere og at der kan være et geni gemt i os alle. Som skolens gæst blev jeg tildelt æren som dommer. 30 elever var blevet udvalgt til at deltage i den endelige konkurrence, hvor de fik ½ time til at tegne enten et nationalt symbol eller noget fra naturen. Der var nogle super flotte tegninger imellem. Især en lille dreng fra 1. klasse – der mest af alt lignede en lille rod der allerhelst ville klatre i træer eller lege krig – gjorde mit indtryk til skamme og leverede noget der var flottere end de fleste fra 5. klasses tegninger.

Sammen med en med-dommer udvalgte jeg vinderne. Og så skulle priserne overrækkes. I Bangladesh gør man meget ud af ceremonier, så inden overrækkelsen skulle der selvfølgelig(!) holdes taler. Det havde ingen fortalt mig, så da det pludselig blev præsenteret at ”Now we will hear the speech from Miss Ania”, måtte jeg meget hurtige improvisere en hurtig tale. Den gjorde nok ikke det store indtryk på nogle, men der blev da klappet;)...Derefter holdt Principal, en skoleleder og min med-dommer en tale, der til min store overraskelse indeholdt overraskende mange ord om æren af at ”Miss Ania from far away” kunne være med til konkurrencen og støtte dette vigtige arbejde...! Børnene skulle da også trykke min hånd ved prisoverrækkelsen.
Ja jeg vænner mig nok aldrig til at blive mødt med den form for opmærksomhed, men det giver nogle overraskende oplevelser gang på gang.

Et billede fra en af de landsbyer jeg har besøgt.

Victory day
I fredags var det 40års dagen for Bangladesh' selvstændighed efter løsrivelsen fra Pakistan. Kampen om selvstændigheden er noget der stadig ligger frisk i bengalernes bevidsthed, så dagen blev fejret stort. I Bagerhat foregik festivitassen på byens stadion, i et mekka af farver, musik og taler – tilsat ægte kræmmerstemning med et virvar af mennesker, røde plastikstole på ræd og række og sælgere af alle slags. Programmet bestod af parade med skoleelever og soldater, taler til ære for byens krigsveteraner, samt forskellige indslag fra byens indskolingselever; nogle viste en rytmiske opvisninger, hvilket ikke blev mindre flot af de helt ens skoleuniformer, der skabte en fantastisk mønstersymetri, mens andre vidste et stykke der illustrerede frihedskampen mod Pakistan. Det var sjovt at se og gav et indtryk af hvad dagen betød for bengalerne – som jeg, der aldrig har skulle kæmpe for mit land, sprog eller identitet har svært ved at forestille mig – selvom det er svært at beskrive.

I fællesskab
I går morges var jeg ude at besøge en landsby hvor beboerne var gået sammen om at reparere en vej, der var ubrugelig hver gang det var regntid. De gravede jordklodser op fra den nærliggende mark og smed dem på vejen, som blev hævet og dermed – forhåbentlig – kan klare vandmasserne til næste regntid. Det var fedt at se hvordan 40-50 beboere var gået sammen om at ordne vejen. Jeg kunne dog ikke lade være med at bemærke at bortset fra de 4 mænd der gravede jordklodser op, stod alle de resterende mænd og kiggede på eller snakkede i mobiltelefon, mens kvinderne knoklede med at lægge jordklodser på. Mens moralsk opbakning skal der selvfølgelig også til?!

Turen går til...
I går var min sidste dag i Bagerhat. I dag går turen videre til Patharghata – hvor jeg boede i forbindelse med mit speciale for to år siden – hvor jeg skal være et par dage. det er helt mrækeligt at skulle sige farvel til Bagerhat. For selv om jeg kun har været der en uge, har jeg alligevel fået rutiner, lært folkene på skolen at kende og i det hele taget faldet godt til... Men forhåbentlig bliver næste ophold lige så godt:)

1 kommentar: