Jul i Bangladesh

Så blev det jul. Jeg må indrømme, at det har været lidt svært at finde julestemningen frem de sidste dage - når vejret er 15-25 grader og man er omgivet af palmer og alt det man normalt forbinder med december og jul er væk. - men det lykkedes takket være nogle fantastisk søde mennesker!

Der er under 1 % kristne i Bangladesh, så julen er ikke noget mange kender til, andet end af navn. Principal og Sagor (min tolk) var dog opmærksom på jul, så de havde identificeret en lokal protestantisk kirke som vi besøgte om eftermiddagen for at høre om jeg måtte deltage i julegudstjenesten dagen efter. Det måtte jeg meget gerne (efter jeg havde forsikret dem om at jeg ikke var katolik!), og jeg blev samtidig inviteret til den efterfølgende julemiddag.

Den 24. endte dog med at blive noget mere julet end jeg havde forventet:) Inden aftensmaden blev jeg overrasket med gaver som formanden for Bandhab havde efterladt ved sit besøg i november + en fra min tolk. Efter aftensmaden havde jeg planlagt at afholde min egen lille gaveåbnings- og julehilsen-læsnings -seance, men jeg blev afbrudt og bedt om at komme udenfor, hvor jeg blev mødt af blinkende lys i alle farver. For enden stod alle de bosiddende på skolen foran den fineste glædelig-jul-kage i et rum pyntet med farvestrålende balloner og råbte ”Merry Christmas”. Jeg havde ikke forventet noget som helst, så jeg blev meget overrasket og meget rørt. Det var tydeligt at de havde gjort alt hvad de kunne for at give mig lidt jul...selv om de aldrig selv har oplevet jul.

Der var ikke meget dansk jul over min juleaften, men jeg fik uden tvivl en juleaften jeg sjældent glemmer, og med juleoverraskelsen viste de gæstfrie bengaler jo lige nøjagtig hvad julen handler om:)!

I formiddags skulle jeg til julegudstjeneste. Som gave fra skolen havde jeg fået en bangladeshisk traditionel klædedragt. Den skulle først sys, men planen var at jeg kunne have den på i kirken. Men et kvarter før jeg skulle af sted manglede de stadig at sy halvdelen, så kvinderne besluttede at klæde mig i en sari. Så jeg blev hevet ind på et værelse, mens de med omhu prøvede at få bluse og sari til at passe til min danske krop og samtidig sidde pænt. Sari er et fantastiske klædestykke, der bringer ens indre prinsesse frem (også selvom man ikke helt var sikker på at man havde sådan en...). Man kan kun føle sig fin i en sari, men det kræver en del øvelse af bevæge sig og få den til at blive siddende pænt samtidig, så det er lidt af et kunststykke:)

Jeg fik meget ros i kirken; ”You are a real bengali woman now!!”, hvor jeg udover at tage alles opmærksomhed, da jeg kom ind blandt lutter bengaler et kvarter inde i gudstjenesten, blev hilst velkommen fra prædikestolen flere gange af forskellige mænd. Gudstjenesten foregik på bangla så jeg har ingen anelse om hvad præsten sagde udover at byde mig velkommen, men bare det at være der og opleve forskellene var en oplevelse. Kirken var pyntet i farvestrålende glitrende julepynt, man nok sjældent ville finde i en dansk folkekirke og til min store glæde bød gudstjenesten også på sang kampagneret af bongotrommer.

Den efterfølgende julemiddag bestod af ris, kylling og oksekød marineret i stærk karry og salat, så det var der heller ikke meget jul over, men godt smagte det. Til dessert fik vi en sød risgrød der med lidt god vilje godt kunne gå for at være risengrød:)

Så alt i alt en meget anderledes jul. - men absolut en hyggelig en af slagsen:)

Gensyn med Patharghata

De sidste 3 dage har jeg været i Patharghata, hvor jeg boede 1½ måned i forbindelse med mit speciale for 2 år siden. Og det var fantastisk at være tilbage igen. Mange af de mennesker jeg lærte at kende sidst, var der stadig – og det var rigtig dejligt at møde 'gamle venner' efter 2 uger med nye mennesker hele tiden.

Mit besøg rygtedes hurtigt. Jeg ankom om eftermiddagen og blev installeret i mit 'gamle værelse' (med de lyserøde myggenet og et badeværelse med lidt for store edderkopper), og kort efter kiggede de første gæster forbi. Næste morgen var der fyldt med tilskuere da jeg skulle spise morgenmad...både kendte og ukendte var dukket op for at se 'giraffen' – og ikke så snart havde jeg spist den sidste mundfuld dahl før den store fotoseance gik i gang – alle skuelle have et billede sammen med hende den blege). I løbet af de næste dage mødte jeg flere som jeg ikke havde set før, men som kunne huske at der for et par år siden havde været to danske kvinder i byen (og det obligatoriske spørgsmål det fulgte var i ægte Linie3-stil: hvor er den anden?) så ville lige hilse på.Tjaa... et vidst indtryk gør det åbenbart når to unge kvinder alene(!) forvilder sig ud i en fattig bangladeshisk fiskerby.

Khaled, der er leder af den lokale udviklingsorganisation Sankalpa Trust, havde påtaget sig værtsrollen (som den eneste der kunne engelsk). På forhånd var jeg lidt spændt på hvad jeg ville komme til at bruge dagene på. Men Khaled havde åbenbart lagt en plan, så jeg kom langtfra til at kede mig. Han tog mig rundt at se en masse forskellige steder i området og sørgede for at jeg mødte alle de rigtige mennesker:)

Når cyklonen rammer

Den første tog Khaled mig med ud til kysten ved den Bengalske Bugt, hvor cyklonen Sidr ramte hårdt i november 2007 og kostede 5-10.000 mennesker livet. Derudover mistede mange mennesker alt og blev efterladt i ekstrem armod. I maj 2009 blev området ramt af orkanen Aila, der kostede over 5.000 livet og gjorde 1 million mennesker hjemløse. Området er i forvejen meget fattigt og lider under at være langt fra industri og offentlige services, som hospitaler, skoler, etc.

4 år efter Sidr lider områdets beboer stadig under konsekvenserne. Kysten blev ramt som det første og digerne er stadig ikke udbedret i dag. Hvert år lover regeringen at nu reparerer de stedet, men endnu intet er sket. Så snart vi ankom begyndte folk at samles om os og ville vide om jeg var fra en udenlandsk regering, der ville støtte genopbygningen af området. Jeg måtte desværre skuffe dem.

På et tidspunkt pegede Khaled på et område, hvor der ikke var andet end græs og et par små buske og fortalte at før Sidr, lå der en landsby...!

På vejen mødte vi en mand trækkende med et lad med en stor vanddunk. Der er ikke adgang til rent drikkevand i området, så han henter vand i byen og deler det ud til folk. Vognen blev trukket med håndkraft og vejene derud er hullede og snævre, så det må være ret begrænset hvor meget vand der kan bringes ad gangen til de 15.000 mennesker der bor i området. Vandet i området er meget saltholdigt, men mange har ikke andet valg end at koge det og prøve at gøre det drikkebart.

Efter Sidr har mange donorer hjulpet med at få bygget endnu flere sheltere (huse på stolper, hvor beboerne kan søge tilflugt i tilfælde af orkan og oversvømmelser), men i kystområdet, der er i højrisikozonen, er der stadig kun 2 sheltere med 2 kilometers mellemrum til 15.000 mennesker?!

Det var hårdt at se det sted og møde de mennesker som man ellers kun har læst om ellers et i tv. Sidst jeg var i Bangladesh blev vi også konfronteret med konsekvenserne af Sidr, men det berørte mig stadig meget at høre alle historierne igen. Og det gør det ikke nemmere at bære at det statistisk set kun er et spørgsmål om tid før området rammes igen. Forhåbentlig er de til den tid bedre i stand til at møde katastrofen....

Verdens længste strand

Der blev dog også tid til noget lidt mere muntert og turist-agtigt. Den sidste dag tog Khaled mig hele vejen til Kuakata Beach, som er verdens længste strand og ligger ud til den Bengalske Bugt. Turen tog 5 timer bag på motorcykel (+ 5 korte sejlturer i små træbåde når floderne skulle krydses) hver vej. Men det var en fantastisk tur. Jeg er helt solgt til den flotte og meget frodige bangladeshiske natur. Da vi nåede frem var solen på sit højeste og vejret var så skønt som man kan forlange når man er på en strand. Desværre var der ikke noget med at nyde en dukkert – for Iï Bangladesh er kvinder forment adgang i alle offentlige søer, damme og udendørsbade mm. (bortset fra hvis der er lukket helt af så ingen uønskede øjne kan kigge ind). Men stranden var fantastisk og helt ubeskrivelig og det var bestemt hele turen værd.

Turen går til...

Efter et par mere afslappende dage går turen igen nordpå til Joypurhat i det nordvestlige Bangladesh hvor jeg skal være en uge – og holde jul...hvordan det så ender med at blive....

Miss Ania from far away

I går havde daghøjskolen jeg bor på arrangeret en tegnekonkurrence for de yngste skoleelever i det omkringliggende område. Det er åbenbart noget man har flere steder i Bangladesh, men som regel kun i byerne. Derfor havde skolen stablet sin egen på benene for at vise at børn på landet også kan være store kunstnere og at der kan være et geni gemt i os alle. Som skolens gæst blev jeg tildelt æren som dommer. 30 elever var blevet udvalgt til at deltage i den endelige konkurrence, hvor de fik ½ time til at tegne enten et nationalt symbol eller noget fra naturen. Der var nogle super flotte tegninger imellem. Især en lille dreng fra 1. klasse – der mest af alt lignede en lille rod der allerhelst ville klatre i træer eller lege krig – gjorde mit indtryk til skamme og leverede noget der var flottere end de fleste fra 5. klasses tegninger.

Sammen med en med-dommer udvalgte jeg vinderne. Og så skulle priserne overrækkes. I Bangladesh gør man meget ud af ceremonier, så inden overrækkelsen skulle der selvfølgelig(!) holdes taler. Det havde ingen fortalt mig, så da det pludselig blev præsenteret at ”Now we will hear the speech from Miss Ania”, måtte jeg meget hurtige improvisere en hurtig tale. Den gjorde nok ikke det store indtryk på nogle, men der blev da klappet;)...Derefter holdt Principal, en skoleleder og min med-dommer en tale, der til min store overraskelse indeholdt overraskende mange ord om æren af at ”Miss Ania from far away” kunne være med til konkurrencen og støtte dette vigtige arbejde...! Børnene skulle da også trykke min hånd ved prisoverrækkelsen.

Ja jeg vænner mig nok aldrig til at blive mødt med den form for opmærksomhed, men det giver nogle overraskende oplevelser gang på gang.

Et billede fra en af de landsbyer jeg har besøgt.

Victory day

I fredags var det 40års dagen for Bangladesh' selvstændighed efter løsrivelsen fra Pakistan. Kampen om selvstændigheden er noget der stadig ligger frisk i bengalernes bevidsthed, så dagen blev fejret stort. I Bagerhat foregik festivitassen på byens stadion, i et mekka af farver, musik og taler – tilsat ægte kræmmerstemning med et virvar af mennesker, røde plastikstole på ræd og række og sælgere af alle slags. Programmet bestod af parade med skoleelever og soldater, taler til ære for byens krigsveteraner, samt forskellige indslag fra byens indskolingselever; nogle viste en rytmiske opvisninger, hvilket ikke blev mindre flot af de helt ens skoleuniformer, der skabte en fantastisk mønstersymetri, mens andre vidste et stykke der illustrerede frihedskampen mod Pakistan. Det var sjovt at se og gav et indtryk af hvad dagen betød for bengalerne – som jeg, der aldrig har skulle kæmpe for mit land, sprog eller identitet har svært ved at forestille mig – selvom det er svært at beskrive.

I fællesskab

I går morges var jeg ude at besøge en landsby hvor beboerne var gået sammen om at reparere en vej, der var ubrugelig hver gang det var regntid. De gravede jordklodser op fra den nærliggende mark og smed dem på vejen, som blev hævet og dermed – forhåbentlig – kan klare vandmasserne til næste regntid. Det var fedt at se hvordan 40-50 beboere var gået sammen om at ordne vejen. Jeg kunne dog ikke lade være med at bemærke at bortset fra de 4 mænd der gravede jordklodser op, stod alle de resterende mænd og kiggede på eller snakkede i mobiltelefon, mens kvinderne knoklede med at lægge jordklodser på. Mens moralsk opbakning skal der selvfølgelig også til?!

Turen går til...

I går var min sidste dag i Bagerhat. I dag går turen videre til Patharghata – hvor jeg boede i forbindelse med mit speciale for to år siden – hvor jeg skal være et par dage. det er helt mrækeligt at skulle sige farvel til Bagerhat. For selv om jeg kun har været der en uge, har jeg alligevel fået rutiner, lært folkene på skolen at kende og i det hele taget faldet godt til... Men forhåbentlig bliver næste ophold lige så godt:)

Arbejde og sightseeing

Jeg ankom til Bagerhat fredag middag efter en lang tur på bumpede veje (i en bil uden seler = træning for alle muskelgrupper) og en dejlig sejltur på en af Bangladesh' store floder og så lige et par timer til i bil. Jeg skal bo på Khanjahania Gonobidalaya (daghøjskole) den næste uge. De ansatte har taget godt imod mig og jeg kommer på ingen måde til at kede mig den næste uge hvis det står til dem.

Sagor som skal være min tolk på det meste af turen har allerede gjort sit for at jeg skal føle mig hjemme i Bagerhat. Første aften tog han mig med ind til Bagerhat by. Modsat i Danmark myldrer byen af liv om aftenen og sammen med de små oplyste træboder i aftenmørket skaber det en helt speciel stemning. Og jeg har allerede to gange blevet indbudt til aftensmaden hos Sagor, hvor hans kone diskede op med et udsøgt kæmpemåltid. Generelt spiser bengalerne store måltider – som de siger ”man ved ikke hvornår man kan spise sig mæt igen”. Og når der er gæster bliver der disket op med det helt store; ris (som øses op i enorme mængder), 2-3 forskellige kød-/fiskeretter, dahl og salat, evt. samt grøntsagsretter. Puha. Jeg plejer godt at kunne tage for mig, men her må jeg give op og kæmper febrilsk for at fortælle at det ikke er fordi jeg ikke kan lide deres mad – min mave er bare ikke så stor.

Business AND pleasure

Mit formål hernede er arbejdsrelateret, men det er fantastisk spændende at få lov at opleve projektet på nært hold og møde de kvinder det berører i deres dagligdag. Jeg har blandt andet besøgt et par kvindegrupper, samt nogle kvinder der gennem projektet har haft mulighed for at købe en symaskine eller frø eller lignende så de selv kan tjene penge. Det er fedt at møde en flok kvinder – hvoraf mange af dem lever under FNs fattigdomsgrænse (7$ om dagen) – med ambitiøse mål om ikke blot at forbedre deres egne levevilkår, men levevilkårene for hele området. Så længe der er håb og tro på noget bedre er alt da ikke tabt! Besøgene i landsbyen er en oplevelse. Så snart jeg når frem samles kvinder og børn i nærheden for at se mig – og når én endelig har fået taget mod til at snakke med mig, går der ikke længe før de samles i en ring om mig og snakker eller hiver mig med så jeg kan se deres hjem. Et sted blev jeg modtaget med blomsterblade kastet over mig (hvilket jeg desværre ikke tog så pænt i mod som jeg burde, da de ramte mig som hagl i ansigtet og først efterfølgende opdagede at de var en velkomstgestus) og bagefter fik jeg en velduftende orange blomsterkrans om halsen. Så kan man da kun føle sig velkommen:)! Tilgengæld blev jeg efterfølgende spurgt om ikke jeg ville blive i 5 minutter, så alle landsbyens børn mm. der var samlet for at se mig kunne få et kig; ”You are an event” - som de sagde. Selvom jeg nok aldrig vænner mig til den form for opmærksomhed, så oplever jeg en ægte glæde og hjertelighed over, at jeg besøger dem, som jeg bliver overrasket og rørt over gang på gang.

Udover at snakke med kvinderne har jeg også fået lov at observere når de bliver undervist i grupperne. Det er et spændende vindue ind i deres dagligdag og hvilke problemer de kæmper med dagligt. Problemer som er svære at forestille sig når man kommer fra Danmark.

Hellige krokodiller og 77 kupler

Jeg har også fået set nogle mere 'turistede' steder i byen. For tro det eller ej. Bagerhat – en mindre fattig by i det sydvestlige Bangladesh - ligger på UNESCOs liste over byer med verdenskulturarve. Udover at udspringe fra én af verdens 15 forsvundne byer (Khalifatabad), ligger blandt andet Shait Gumbad Moskeen, hvilket betyder Moskeen med de 60 kupler (til trods for at der rent faktisk er 77). Moskeen ligger i en fantastisk flot have, hvori Bagerhat museum om Banglash' historie også ligger. Derudover har jeg set en stor tyk hellig krokodille ligge på en tange i søen ved Khan Jahan's grav – områdets helgen. Der skulle være 4 i alt, så måske jeg er heldig at se flere en anden dag?!

  

De første dage i Bangladesh

Så er jeg landet i Bangladesh og har nydt de første 3 dage.
Første nat overnattede jeg i hovedstaden Dhaka. Onsdag morgen kørte jeg til Central Gonobidalaya (daghøjskole) (CGB), hvor der er et seminar for en del af de mennesker der er målgruppen for mit arbejde hernede. Jeg var spændt på at møde menneskerne og blev meget positivt overrasket. Alle var smilende og imødekommende og trods de flestes meget begrænsede engelsk, var de meget nysgerrige og ville gerne snakke.

Hvorfor Bangladesh?
Ja, for som flere har udbrudt de sidste uger når jeg har fortalt jeg skulle til Bangladesh; "Hvad skal du der? Det er ikke ligefrem et feriested"...og tjaa...det ved jeg nu ikke om jeg vil give ret i, men det er i hvert fald ikke mit mål.Jeg skal være her den næste måned som Korttidsrådgiver (STA) i Organisationsudvikling udsendt af en dansk organisation; Bandhab. Jeg skal hovedsagligt være i den vestlige del af landet. Jeg skal bo på Gonobidalaya'ere, som er daghøjskoler, som er en del af et andet projekt Bandhab har. (Nysgerrige kan læse mere om projektet på www.bandhab.dk).

På rundtur i Bengals gamle hovedstad
I dag har jeg været på en haft en fantastiske spændende tur rundt i området. Byen jeg er i; Sonargoan, er den gamle bengalske hovedstad. Jeg havde hørt at der skulle være hvor en gammel bydel, Painam Nagar, der tidligere var beboet af rige hinduer, som skulle være værd at besøge, så jeg spurgte nogle af de bangladeshiske deltagere om de ville med derhen. Tre af mændene tilbød at gøre følgeskab. Den ene kan føre en simpel samtale på engelsk mens de to resterende har et meget begrænset ordforåd, så der blev kæmpet hårdt med at forstå hinanden, men heldigvis tog de det med et grin.

Byen som i danske forhold nok mere vil betegnes som en landsby, var rigtig hyggelig og tog mig tilbage af Memory Lane fra sidste tur i Bangladesh. Smalle gader, palmer langs vejen, rickshaws og baby-taxier i et mylder, der tvinger folk til at hoppe til side, når de passerer hinanden uden hensyn til gående, små boder langs vejen med læskedrikke og krydderier sirligt sat op efter farve så det på afstand ligner et helt kunstværk og blikhytterne med dagliglivet udpillet rundt om.

Den gamle bydel Painam Nagar, var interessant at se. Bydelen var tidligere ejet af rige indere og bestod derfor af nogle store flotte huse. Efter Storbritanniens opdeling af område flygtede hinduerne til Indien, og efterlod husene til tjenestefolk, der ikke gjorde noget for at bevare husene. Senere overtog staten husene og smed beboerne ud. Desværre er der ikke blevet gjort noget for at bevare husene, der nu blot er ruiner. Men det var tydeligt at ruinerne engang havde været storslåede bygninger, og jeg kunne ikke lade være med at ærge mig over at man ikke kan skrue tiden tilbage og se dem i deres storhedstid. De tre mænd mænd der fulgte mig gik amok med hver deres kamera og turen blev hurtigt omdannet til en lang fotosession, der flere gange var ved at få mig kørt ned, når jeg pludselig fik besked på at stå stille midt på vejen,så de kunne fotografere. Men underholdende var det og fik selv erhvervet mig et par gode fotominder i processen:)
Da vi kom nærmere byen, hvor der var fuld af mennesker følte jeg pludselig at det var mig der skulle se byen og ikke mig der skulle vises frem. Havde et øjeblik glemt følelsen. Men må jo nok vænne mig lidt til den igen nu jeg har valgt at bo i nogle af Bangladesh' afsides egne.

Derefter tog Subodh og en af kvinderne fra CGB mig med ud i i landområdet, hvor jeg blandt andet fik set eksempler på hvordan tingene foregår når man ikke har maskiner til det hele. Vi kom forbi et sted hvor nogle drenge stod og flettede hegn på en stor metalvæv. Ved siden af boede en storfamilie som havde købt vævene for at tjene penge. Det var tre drenge til hver maskine, som hver havde et vigtig ansvar for at den fungerede. Det gik stærkt, så det handlede om at have styr på hvad der blev lavet. Pengene de tjener afhænger af hvor meget de kan nå at lave per dag, så de var hver især ret afhængig af at de to andre også var hurtige og gode til arbejdet. Den ene fortalte at de arbejder hver dag fra kl. 6 om morgenen til kl. 7 om aften. De tjener ca. 200 tk. (ca. 15 kr.) hver om dagen. Før dette møde havde jeg aldrig overvejet hvordan man laver hønsenet. Men det er helt klart en ting jeg vil sætte mere pris på næste gang jeg skal bruge det nu jeg har set det voldsomme arbejde der ligger bag.

På vej derfra kom kvinderne ud og spurgte om ikke jeg ville komme indenfor. Men da jeg kom ind blev de pludselig meget generte og vidste næsten ikke hvad de skulle gøre af sig selv. Her savnede jeg virkelig en tolk, men måtte nøjes med de globale fagter de fleste forstår.

I morgen tidlig kører/sejler vi den lange tur til Bagerhat i det sydvestlige Bangladesh. Jeg håber området er lige så flot og har lige så meget at byde på, så kan det kun blive et fantastisk ophold - selvom jeg også for alvor skal i gang med arbejdet fra i overmorgen.