torsdag den 8. december 2011

De første dage i Bangladesh

Så er jeg landet i Bangladesh og har nydt de første 3 dage.
Første nat overnattede jeg i hovedstaden Dhaka. Onsdag morgen kørte jeg til Central Gonobidalaya (daghøjskole) (CGB), hvor der er et seminar for en del af de mennesker der er målgruppen for mit arbejde hernede. Jeg var spændt på at møde menneskerne og blev meget positivt overrasket. Alle var smilende og imødekommende og trods de flestes meget begrænsede engelsk, var de meget nysgerrige og ville gerne snakke.

Hvorfor Bangladesh?
Ja, for som flere har udbrudt de sidste uger når jeg har fortalt jeg skulle til Bangladesh; "Hvad skal du der? Det er ikke ligefrem et feriested"...og tjaa...det ved jeg nu ikke om jeg vil give ret i, men det er i hvert fald ikke mit mål.Jeg skal være her den næste måned som Korttidsrådgiver (STA) i Organisationsudvikling udsendt af en dansk organisation; Bandhab. Jeg skal hovedsagligt være i den vestlige del af landet. Jeg skal bo på Gonobidalaya'ere, som er daghøjskoler, som er en del af et andet projekt Bandhab har. (Nysgerrige kan læse mere om projektet på www.bandhab.dk).

På rundtur i Bengals gamle hovedstad
I dag har jeg været på en haft en fantastiske spændende tur rundt i området. Byen jeg er i; Sonargoan, er den gamle bengalske hovedstad. Jeg havde hørt at der skulle være hvor en gammel bydel, Painam Nagar, der tidligere var beboet af rige hinduer, som skulle være værd at besøge, så jeg spurgte nogle af de bangladeshiske deltagere om de ville med derhen. Tre af mændene tilbød at gøre følgeskab. Den ene kan føre en simpel samtale på engelsk mens de to resterende har et meget begrænset ordforåd, så der blev kæmpet hårdt med at forstå hinanden, men heldigvis tog de det med et grin.

Byen som i danske forhold nok mere vil betegnes som en landsby, var rigtig hyggelig og tog mig tilbage af Memory Lane fra sidste tur i Bangladesh. Smalle gader, palmer langs vejen, rickshaws og baby-taxier i et mylder, der tvinger folk til at hoppe til side, når de passerer hinanden uden hensyn til gående, små boder langs vejen med læskedrikke og krydderier sirligt sat op efter farve så det på afstand ligner et helt kunstværk og blikhytterne med dagliglivet udpillet rundt om.

Den gamle bydel Painam Nagar, var interessant at se. Bydelen var tidligere ejet af rige indere og bestod derfor af nogle store flotte huse. Efter Storbritanniens opdeling af område flygtede hinduerne til Indien, og efterlod husene til tjenestefolk, der ikke gjorde noget for at bevare husene. Senere overtog staten husene og smed beboerne ud. Desværre er der ikke blevet gjort noget for at bevare husene, der nu blot er ruiner. Men det var tydeligt at ruinerne engang havde været storslåede bygninger, og jeg kunne ikke lade være med at ærge mig over at man ikke kan skrue tiden tilbage og se dem i deres storhedstid. De tre mænd mænd der fulgte mig gik amok med hver deres kamera og turen blev hurtigt omdannet til en lang fotosession, der flere gange var ved at få mig kørt ned, når jeg pludselig fik besked på at stå stille midt på vejen,så de kunne fotografere. Men underholdende var det og fik selv erhvervet mig et par gode fotominder i processen:)
Da vi kom nærmere byen, hvor der var fuld af mennesker følte jeg pludselig at det var mig der skulle se byen og ikke mig der skulle vises frem. Havde et øjeblik glemt følelsen. Men må jo nok vænne mig lidt til den igen nu jeg har valgt at bo i nogle af Bangladesh' afsides egne.



Derefter tog Subodh og en af kvinderne fra CGB mig med ud i i landområdet, hvor jeg blandt andet fik set eksempler på hvordan tingene foregår når man ikke har maskiner til det hele. Vi kom forbi et sted hvor nogle drenge stod og flettede hegn på en stor metalvæv. Ved siden af boede en storfamilie som havde købt vævene for at tjene penge. Det var tre drenge til hver maskine, som hver havde et vigtig ansvar for at den fungerede. Det gik stærkt, så det handlede om at have styr på hvad der blev lavet. Pengene de tjener afhænger af hvor meget de kan nå at lave per dag, så de var hver især ret afhængig af at de to andre også var hurtige og gode til arbejdet. Den ene fortalte at de arbejder hver dag fra kl. 6 om morgenen til kl. 7 om aften. De tjener ca. 200 tk. (ca. 15 kr.) hver om dagen. Før dette møde havde jeg aldrig overvejet hvordan man laver hønsenet. Men det er helt klart en ting jeg vil sætte mere pris på næste gang jeg skal bruge det nu jeg har set det voldsomme arbejde der ligger bag.


På vej derfra kom kvinderne ud og spurgte om ikke jeg ville komme indenfor. Men da jeg kom ind blev de pludselig meget generte og vidste næsten ikke hvad de skulle gøre af sig selv. Her savnede jeg virkelig en tolk, men måtte nøjes med de globale fagter de fleste forstår.

I morgen tidlig kører/sejler vi den lange tur til Bagerhat i det sydvestlige Bangladesh. Jeg håber området er lige så flot og har lige så meget at byde på, så kan det kun blive et fantastisk ophold - selvom jeg også for alvor skal i gang med arbejdet fra i overmorgen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar