mandag den 12. december 2011

Arbejde og sightseeing



Jeg ankom til Bagerhat fredag middag efter en lang tur på bumpede veje (i en bil uden seler = træning for alle muskelgrupper) og en dejlig sejltur på en af Bangladesh' store floder og så lige et par timer til i bil. Jeg skal bo på Khanjahania Gonobidalaya (daghøjskole) den næste uge. De ansatte har taget godt imod mig og jeg kommer på ingen måde til at kede mig den næste uge hvis det står til dem.

Sagor som skal være min tolk på det meste af turen har allerede gjort sit for at jeg skal føle mig hjemme i Bagerhat. Første aften tog han mig med ind til Bagerhat by. Modsat i Danmark myldrer byen af liv om aftenen og sammen med de små oplyste træboder i aftenmørket skaber det en helt speciel stemning. Og jeg har allerede to gange blevet indbudt til aftensmaden hos Sagor, hvor hans kone diskede op med et udsøgt kæmpemåltid. Generelt spiser bengalerne store måltider – som de siger ”man ved ikke hvornår man kan spise sig mæt igen”. Og når der er gæster bliver der disket op med det helt store; ris (som øses op i enorme mængder), 2-3 forskellige kød-/fiskeretter, dahl og salat, evt. samt grøntsagsretter. Puha. Jeg plejer godt at kunne tage for mig, men her må jeg give op og kæmper febrilsk for at fortælle at det ikke er fordi jeg ikke kan lide deres mad – min mave er bare ikke så stor.

Business AND pleasure
Mit formål hernede er arbejdsrelateret, men det er fantastisk spændende at få lov at opleve projektet på nært hold og møde de kvinder det berører i deres dagligdag. Jeg har blandt andet besøgt et par kvindegrupper, samt nogle kvinder der gennem projektet har haft mulighed for at købe en symaskine eller frø eller lignende så de selv kan tjene penge. Det er fedt at møde en flok kvinder – hvoraf mange af dem lever under FNs fattigdomsgrænse (7$ om dagen) – med ambitiøse mål om ikke blot at forbedre deres egne levevilkår, men levevilkårene for hele området. Så længe der er håb og tro på noget bedre er alt da ikke tabt! Besøgene i landsbyen er en oplevelse. Så snart jeg når frem samles kvinder og børn i nærheden for at se mig – og når én endelig har fået taget mod til at snakke med mig, går der ikke længe før de samles i en ring om mig og snakker eller hiver mig med så jeg kan se deres hjem. Et sted blev jeg modtaget med blomsterblade kastet over mig (hvilket jeg desværre ikke tog så pænt i mod som jeg burde, da de ramte mig som hagl i ansigtet og først efterfølgende opdagede at de var en velkomstgestus) og bagefter fik jeg en velduftende orange blomsterkrans om halsen. Så kan man da kun føle sig velkommen:)! Tilgengæld blev jeg efterfølgende spurgt om ikke jeg ville blive i 5 minutter, så alle landsbyens børn mm. der var samlet for at se mig kunne få et kig; ”You are an event” - som de sagde. Selvom jeg nok aldrig vænner mig til den form for opmærksomhed, så oplever jeg en ægte glæde og hjertelighed over, at jeg besøger dem, som jeg bliver overrasket og rørt over gang på gang.

Udover at snakke med kvinderne har jeg også fået lov at observere når de bliver undervist i grupperne. Det er et spændende vindue ind i deres dagligdag og hvilke problemer de kæmper med dagligt. Problemer som er svære at forestille sig når man kommer fra Danmark.

Hellige krokodiller og 77 kupler
Jeg har også fået set nogle mere 'turistede' steder i byen. For tro det eller ej. Bagerhat – en mindre fattig by i det sydvestlige Bangladesh - ligger på UNESCOs liste over byer med verdenskulturarve. Udover at udspringe fra én af verdens 15 forsvundne byer (Khalifatabad), ligger blandt andet Shait Gumbad Moskeen, hvilket betyder Moskeen med de 60 kupler (til trods for at der rent faktisk er 77). Moskeen ligger i en fantastisk flot have, hvori Bagerhat museum om Banglash' historie også ligger. Derudover har jeg set en stor tyk hellig krokodille ligge på en tange i søen ved Khan Jahan's grav – områdets helgen. Der skulle være 4 i alt, så måske jeg er heldig at se flere en anden dag?!
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar