onsdag den 12. december 2012

Politikkere og blokader

Nogle gange er der altså ikke noget at sige til hvis lokalbefolkningen har givet op i forhold til landets politiske system...
Jeg argumenterer heftigt overfor min tolk at hvis man vil have tingene ændret er man også nødt til selv at tage ansvar og prøve at påvirke den politiske situation... Min tolk...ja han prøver træt at forklare mig at det alligevel ikke virker... at politikkerne kun tænker på sig selv. Og efter få dage Bangladesh begynder jeg at forstå hvor det kommer fra... Midt i sidste uge annoncerede oppositionen en 8 timers blokade den kommende søndag. Dvs. at alle ind og udkørsler af landets byer blokeres så folk ikke kan komme rundt. Grunden er utilfredshed med regeringen...og hvad den utilfredshed præcis går ud på, ja det er der ikke nogen der er helt sikker på, ifølge medierne er der en lange række forskellige bud. Søndagens blokade var da også allerede den anden af sin slags i december. For mit vedkommende resulterede blokaden i en tvungen fridag i Dhaka, da jeg ikke kunne komme ud til den vestlige del af Bangladesh til vores projekt, som planlagt. Irriterende...men i stedet fik jeg lov at opleve en bilfri Dhaka, hvilket absolut er et særsyn – og som pludselig omdannede den kaotiske hovedstad til en hyggelig metropol. Men for mange betød blokaden at butikker og forretninger måtte holde lukket og dermed en dag uden løn...Rundt omkring i landet kom det til sammenstød mellem oppositionen, regeringspartiet og politiet, hvilket resulterede i mindst 2 døde og 300 sårede samt hærværk og ildspåsættelse af køretøjer.
Som et modsvar på dette erklærede oppositionen 'hartal' – national generalstrejke – tirsdag. Tirsdag blev generalsekretæren for landets største oppositionsparti arresteret...Hvorfor, ja det er vidst ikke helt klart. Og modsvaret, ja det blev selvfølgelig endnu en 'hartal' i morgen torsdag... Skruen uden ende...
Bangladesherne, ja det ryster lettere irriteret på hovedet eller smågriner opgivende, for det er en del af deres hverdag og har været det i mange år.. Og spørger man den almene bangladesher er der ingen tvivl om at næste års valg betyder at den slags demonstrationer kun vil tage til i antal frem til parlamentsvalget i slutningen af 2013.

Til spørgsmålet om man ikke kan gribe politisk ind mod disse blokader og strejker, som jo lammer hele landet igen og igen, griner min tolk bare og forklarer at det at 'kalde' blokade eller generalstrejke er en lovlig handling og så længe det siddende regeringsparti kan se en risiko for at tabe næste valg er ingen interesserede i at fjerne muligheden, for hvordan skal de så demonstrere utilfredshed med den så siddende regering?!... Jo, jeg forstår godt hvorfor tilliden til politikkerne kan ligge på et meget lille sted og hvorfor troen på at den almene bangladesher kan påvirke den politiske situation er svær at finde....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar